Ja at udfordre mig selv – At ville, at turde og gøre det – ja det kan være mega svært….Specielt hvis det er en udfordring, som er forsøgt af flere omgange og piller ved en dybere angst. 

Jeg har i længe haft lyst til at komme op i et fyrtårn – men men min højdeskræk spiller mig et puds. Det er svært at forklare, hvad det er der sker – men en rysten i benene, hjertebanken, svimmelhed og vindeltrappen med de små trappetrin, det at blive klemt inde i en spiralformet opgang, hvor menenesker er på vej op og ned, – ja jeg bliver virkelig udfordret på at skulle tage hensyn til forbipasserende, og vise min sårbarhed… 

Jeg har forsøgt af flere omgange, – og så var vi på Samsø i St. Bededagsferien – hvor vi tog til Vesborg Fyr, der var ikke åbnet den første dag vi kom derud – så vi besluttede at kigge forbi næste dag. Her satte jeg mig for, at jeg ville op i Vesborg Fyr – den var ikke så høj, samt jeg følte at nu var øjeblikket kommet til at gøre det. 

Jeg var så afklaret, jeg var rolig, jeg var opsat og ville tage denne udfordring op. Familien gik forrest – og kender godt til mine udfordringer med højdeskræk – og det passede mig godt at gå bagerst – tage mit tempo og lade dem vise mig vejen – se deres nemhed i det, se op på dem og følge dem. 

Det var bare at tage et skridt ad gangen, jeg havde fast grund under fødderne, en trappe der snor sig, og jeg ønskede bare at komme op at få det flotte view, samt se den store “lampe”, som lyser og er et pejlemærke for dem på havet. Jeg gav mig selv lov til at holde godt fast i gelænderet, arbejdede med min vejrtrækning og gav mig selv den tid, som var nødvendigt. 

“Vupti” – så stod jeg på platformen oppe i fyret – mit hjerte hamrede vildt, lettere forpustet og familien stod klar til at tage imod mig, og opmærksomme på, om jeg var okay og måske lidt overraskede over det lykkes. 

Wauw – sikke en udsigt, sikke en følelse i kroppen – I did it. 

Jeg skulle lige have helt ro på vejrtrækningen – og så gav jeg mig tid til at nyde øjeblikket oppe i fyrtårnet. 

Den smukke udsigt, følge fasanernes jagt nede på marken (tre hanner havde fået færten af en hun), se skibene glide forbi, landskabsformationer rundt om fyrtårnet og det lange view – ej hvor var det fantastisk – virkeligt… 

Det at jeg kunne være i det og nyde det, gå rundt om “lampen” og bevare min rolige vejrtrækning og være tilstede – ny oplevelse for mig – wauw. 

Først da vi skulle til at ned, begyndte det trigge i mit hoved – åh åh hvordan skal det mon gå – men igen overbevise mig selv om, det er bare et skridt ad gangen, og tage mit tempo samt her igen var familien en god støtte ved at gå forrest og bane vejen. 

Stille og roligt kom jeg ned – dog med en klamren til gelænderet på den smalle jerntrappe længst oppe i fyrtårnet – og hvad så – jeg var på vej, og jeg havde fået en oplevelse, som jeg havde ønsket i længe, og ikke mindst taget et kæmpe skridt med min højdeskræk – tju hej hvilken fantastisk følelse…. Yes yes:-)